I løbet af de seneste uger har alle gennem hjemmesiden aaretdergik.dk haft mulighed for at kunne stemme på den RENT LIV-historie fra 2024 på Skiveegnen, der har gjort størst indtryk.
Gennem Skive Kommunes sociale medier har det samtidig været muligt at møde repræsentanter for hver historie gennem den video-julekalender, der har kørt i december.
Stolthed i vinderbyen
I alt er der afgivet 1048 stemmer, og tidligt var der to historier, der gik i udbrud. Det var historierne om de ældre bypedeller fra Rønbjerg, ”Det Grå Guld”, og Hem-borgernes grønne områdefornyelse, "Grønne Hjerter i Fælles Bevægelse", der til sidst kæmpede om sejren.
18 stemmer udgjorde forskellen til sidst, og det var ”Det Grå Guld” fra Rønbjerg, der løb med titlen med 214 stemmer mod de 196, der blev afgivet til Hem.- Det er vi bare helt vildt glade for og stolte over her i Rønbjerg. Hele byen har virkelig gået op i det, og det har givet en masse snak og sammenhold i løbet af december. Vi ville bare vinde, siger Grethe Jensen, der er en af de pensionister, der er med til at holde Rønbjerg ren og bæredygtig.”Det Grå Guld” blev etableret i sommeren 2024, og bag betegnelsen gemmer sig 12 engagerede pensionister, der udfører vedligeholdelsesopgaver i Rønbjerg. Det kan være at slå græs, luge ukrudt og reparere fælles faciliteter.
Populær plastik-indsats
Andre historier klarede sig også godt. Historien om Poul Høegh fra Fur, der samler fiskebøjer og nylonknuder, når han går ture på stranden, faldt også i god jord hos mange. 105 stemmer gik til ham.
Ligeledes var der mange, der kunne lide historien om Energi-Jytte og Genbrugs-Bent, der er de to bamser, som børnene i Lærkereden på skift får med hjem for at blive klogere på, hvordan vi kan passe lidt på vores jord. 92 stemmer nåede den historie op på.
Ellers fordelte stemmerne sig nogenlunde, som historierne gjorde det. Pænt og jævnt rundt om på hele vores egn.
Se vinderne af konkurrencen på Året der gik på Skiveegnen