Arrangementet blev indledt med en kort velkomst, hvor projektleder Signe Bak Jørgensen fra Energibyen i Skive Kommune introducerede begrebet “Klimalandsbyer,” og Sydvestsallingklyngens egen koordinationsgruppe delte visionen for projektet. Imens blev børnene godt underholdt af en klovn fra Cirkusfabrikken, der sørgede for masser af grin og magi.
Fire grønne temaer
Efter introduktionen gik deltagerne i grupper og roterede mellem fire inspirerende temaområder: ’Klimaringen’, ’Grønne mødesteder’, ’Genbrug og repair’, samt ’Aktiviteter og fællesskab’. Ved hvert tema var der lokale tovholdere, der både fortalte om deres grønne visioner og indbød til ideudveksling. Mange gode ideer kom på bordet, og de blev noteret, så de kan bringes videre i klimalandsbyens fremtidige arbejde.
Rødbedebøffer og klimarevy
Der var også sørget for lækker og klimavenlig forplejning: Vegetarsandwich med rødbedebøf og sprøde grønkålschips på siden samt lokal æblemost og varme drikke – alt blev spist med stor fornøjelse!
Som et festligt punktum optrådte den lokale komiker Jens Jakobsen og leverede 15 minutters sjov med klima og fællesskab i centrum. Publikum var i højt humør, og Jens Jakobsen vender tilbage til februar med en klimarvy, som allerede er værd at glæde sig til.
Stor opbakning til de næste skridt
På vej ud fik deltagerne mulighed for at skrive sig op til de fire temaer og dele nye projektideer. Med 20 tilmeldte og et væld af rosende ord fra deltagerne, er der ingen tvivl om, at klimalandsbyen har ramt noget særligt i lokalsamfundet.
Kick-off-eventet var kun starten på rejsen mod et grønnere og mere bæredygtigt fællesskab – og flere deltagere har givet udtryk for, at de glæder sig til næste skridt.