GreenLab åbner dørene for en dag med sjove aktiviteter og rundvisninger lørdag d. 4. maj kl. 10-13. Tag familien med og oplev parkens virksomheder på tæt hold. Udover rundvisninger i parken og besøg hos virksomhederne, kan I også deltage i quiz og aktiviteter for store og små.
Rundvisninger
Rundvisningerne foregår i tidsrummet fra kl.10 til kl.12, og inkluderer besøg hos Quantafuel, Stiesdal, Vestjyllands Andels Søstjernefabrik, GreenLab Skive Biogas, Nomi4s og elektrolysevirksomheden Green Hydrogen Systems. Her kan man møde repræsentanter for virksomhederne og lære mere om deres arbejde i den grønne industri. Besøgene inkluderer ikke nødvendigvis en rundvisning inde på virksomhedernes fabrikker.
Der vil også være en “GreenLab og partnere”-quiz, hvor man kan vinde præmier, hvis man svarer rigtigt på alle spørgsmål. Så det gælder om at spidse ører under rundvisningen.
Aktiviteterne for hele familien
I år har vi igen inviteret lokale virksomheder og der vil være stande fra lokale producenter som Spøttrup Bigård, Chokolet, Ciderfolket og flere. Der vil også være real-life forsøg med Læringsambassadens nye Power-to-X vogn, quiz med præmier og ispinde og pølsehorn til de små. GreenLab står for lækre sliders, pølsehorn, kaffe og sodavand, så længe lager haves.
Der kræves ingen tilmelding, så mød op ved GreenLab lørdag d. 4. maj kl. 10-13 og få en sjov og lærerig dag med familien.
Du kan læse mere om Åbent Hus i GreenLab på deres hjemmeside: Åbent Hus d. 4 maj | Tag familien med | GreenLab