Brænder du og dine naboer for klimaet og den grønne omstilling? Vil I være med til at forme fremtidens bæredygtige samfund? Skive Kommune afsætter i samarbejde med Klimaudvalget to millioner kroner til udviklingen af de første to klimalandsbyer, og vi søger nu to lokalsamfund, der ønsker at tage aktiv del i klimaindsatsen.

En Klimalandsby er mere end et sted; det er en idé, et fællesskab, et lokalsamfund, der går sammen om at skabe en grønnere fremtid. Det handler om at reducere forbrug og fremme grønne handlinger, hvor fællesskabet omkring bæredygtighed driver små initiativer til større handlinger. Dette kan inkludere alt fra dyrkning af egne fødevarer, deleordninger, samkørsel, fællesspisning med fokus på madspild, til byttemarkeder og repair cafeer. Deltag i vores informationsmøde, hvor vi deler indsigt i projektet og dets formål. Vi gennemgår også ansøgningsskemaet og kriterierne. Efter mødet vil ansøgningsskemaet og kriterierne være tilgængelige på vores hjemmeside. Informationsmødet afholdes på Skive Bibliotek den 16. januar 2024 kl. 19.30-21.30. Læs mere og tilmeld dig informationsmødet