I dag besøgte en delegation på 33 personer fra Bornholms Regionskommune Skive. De kom for at blive inspireret af Skiveegnens arbejde med grøn udvikling, da Folketinget har besluttet at gøre Bornholm til verdens første energiø. De bornholmske gæster var ikke mindst imponerede over, hvordan det er lykkedes os som egn at arbejde sammen om at etablere GreenLab Skive og formå at tiltrække banebrydende virksomheder. Og de er blot én ud af mange kommuner, der for tiden kommer hertil for at se, hvordan vi gør.

Holstebro. Skanderborg. Kolding. Ja, der kunne nævnes mange flere kommuner, der har rettet henvendelse til Skive for at høre mere om den banebrydende grønne udvikling på Skiveegnen. I dag var det så en gruppe på ikke færre end 33 personer fra Bornholms Regionskommune, der lagde vejen forbi. Først tog borgmester Peder Christian Kirkegaard og kommunaldirektør Thomas Lindberg imod i rådhusannekset Den Blå Diamant. For de bornholmske gæster var meget interesserede i at høre, hvordan man som kommune kan være igangsætter for grøn innovation og ad den vej skabe bæredygtig erhvervssucces. Derefter var gæsterne på en rundvisning i den grønne industripark GreenLab Skive. - Vi er meget stolte af, at der er så mange andre kommuner, der er interesserede i at lære af os, når det kommer til kommunernes indsats på den grønne dagsorden. For det er ikke så meget teknologierne, de gerne vil høre om. De er jo i gang med at blive udviklet mange andre steder – som for eksempel Power-to-X. Men det er måden, vi har gjort det på i et stærkt offentligt-privat samarbejde, siger Peder Christian Kirkegaard, der også minder om, at Skive i den seneste måling fra Dansk Industri blev kåret som Danmarks bedste kommune til grøn udvikling. Fra bar mark til grøn virkelighed Mange kender efterhånden historien om et område i Kåstrup, der i 2015 blot var en bar mark, men nu er hjemsted for verdens førende, grønne industripark GreenLab Skive. Visionen om parken blev udviklet i Skive Kommune. Siden blev Energifonden Skive, der nu er blevet til Klimafonden Skive, etableret, og i et tæt samarbejde mellem fonden og kommunen, tog GreenLab Skive efterhånden form. - Vi har vist, at vi som egn har kunnet løfte de store, banebrydende visioner op fra papiret og ud i virkeligheden. Vi har formået at tiltrække store, internationale virksomheder, der har delt vores grønne ambitioner om at skabe lokale løsninger på globale udfordringer. Samtidig har vi fået uddannelserne med på flere niveauer – lige fra Skive College til DTU. Det er altså lykkedes os at udvikle den grønne omstilling til at være en god forretning – både når vi tænker på klima og pengepung. Og det er den succes, vores tilgang til at løfte det offentlige-private samarbejde til nye højder, de gerne vil lære af, siger borgmesteren. Grøn vidensdeling Dagens gæster fra Bornholm Regionskommune står selv over for at skulle udvikle øen til at blive en grøn hub i Østersøen. Der er derfor etableret et partnerskab, Baltic Energy Island, der er en erhvervsdrivende fond. Den er blevet til i et samarbejde mellem virksomheder og systemoperatører, der beskæftiger sig med grøn omstilling. Arbejdet er blandt andet finansieret af forskellige EU-fonde. Under besøget fra Bornholm var der også en stor interesse for at høre mere om det særlige SymbiosisNet, som er ved at blive udviklet i GreenLab Skive. Det er industriparkens eget forsyningsnet, der gør det muligt for parkens virksomheder at dele for eksempel overskudsvarme. For ligesom GreenLab Skive arbejder for at dele ny viden om grøn omstilling, er ambitionen på solskinsøen også at udvikle nye teknologier til og derfra hjælpe andre med at etablere energiøer. Målet er at bidrage til at innovere det globale energisystem – præcis som i GreenLab Skive. - Og lige præcis den del af udviklingsarbejdet, der handler om at tiltrække virksomheder og dermed få omsat visioner til konkret handling, er et centralt omdrejningspunkt for den interesse fra både Bornholm og andre kommuner, der har rettet henvendelse til os, siger Thomas Lindberg, der er kommunaldirektør i Skive Kommune. Vi har ramt rigtigt - For det er også det, der virkelig er med til at gøre en forskel på vores egn. Virksomhederne er i fuld gang i GreenLab Skive, og parken står over for en stor udvidelse, så der bliver plads til endnu flere. Så der er allerede skabt en del nye arbejdspladser, og ambitionen er, at flere skal komme til. Desuden udtrykker vores gæster stor interesse for Skiveegnens Vækststrategi, hvor vi som egn har sat en ny retning for erhvervsudvikling. Også her har erhvervslivet, lokale uddannelsesinstitutioner og kommunen sammen skabt et fælles fodslag om et endnu tættere samarbejde på strategi- og indsatsniveau, fordi vi alle både former og driver udviklingen og har brug for hinandens kompetencer i bestræbelserne på at skabe de positive forandringer. Og vi kan mærke, at der virkelig bliver lyttet og noteret. Så der er mange, der kan se, at vi i den grad har ramt rigtigt i vores stærke, grønne satsninger og måden, vi gør det på her på egnen, siger kommunaldirektøren.