Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig er tæt på at være en realitet. Og selv om vi endnu ikke er helt i mål, er vi nu så tætte på, at vi godt tør tro på, at det kommer til at ske. For det første er der er mange, der i den gode sags tjeneste har lagt et stort stykke arbejde i at nå hertil. Lokale ildsjæle, lodsejere, brugere, interesseorganisationer har sammen med Skive Kommune bidraget til forarbejdet. Dertil kommer, at Flyndersø – Sønder Lem Vig-området er et helt unikt sted.
Her er der vild og varieret natur med morænelandskaber, heder, ådale, smeltevandstunneller, dødishuller, egne, moser, fjord, strand – og ubeskriveligt smukt. Området er formet af sporene fra den seneste istid.
Området byder også på fortidsminder, kulturhistorie og fritidsfaciliteter. Her er kulturspor, der blandt andet fortæller om driftige bønders forsøg på udtørring af Flyndersø for vand og fortællingen om de jyske rakkere, der har sat deres spor i den vestjyske egnsfortælling.
Her er også rig mulighed for friluftsaktiviteter med vandre-, ride- , cykel- og løbestier.
Benyttelse og beskyttelse
Der er altså både en sårbar natur, vi skal passe på, samtidig med at vi gerne vil sikre, at den bliver tilgængelig for kommunens borgere og besøgende fra både ind- og udland. Naturparkens overordnede vision bygger derfor på ’Natur, kultur og mennesker i balance,’ hvor naturrigdommene bliver beskyttet på en måde, så vi både kan benytte os af dem og beskytte dem.
Det er præcis det, der er målsætningen for de danske naturparker, der administreres af Friluftsrådet. Det er den statslige myndighed, som administrerer mærkningen af dem. Med mærkningsordningen sikres en langsigtet planlægning og udvikling af natur, kultur og friluftsliv i samspil med landdistriktsudvikling.
Initiativet til at udvikle området i en retning, der sikrede muligheden for både at kunne beskytte og benytte naturen, blev taget allerede i 2009. En række borgere var med fra begyndelsen. Da gik det forberedende arbejde i gang, og det banede vej for, at Friluftsrådet i 2018 gav området status som ’pilotnaturpark’ – det vil sige et område, hvor processen hen mod at få etableret en naturpark kræver ekstra tid og ressourcer.
Skoleelever bliver ambassadører
Der er i forbindelse med hver naturpark etableret et brugerråd, hvor borgere, forskellige foreninger, lodsejere m.fl., er med til at sætte retningen for parken. I forbindelse med Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig er der som noget helt særligt netop etableret et ambassadørkorps bestående af skoleelever fra 4., 5., og 6. klasse på Glyngøre Skole. De har bestået de to første moduler, som naturvejleder hos Museum Salling, Jesper Nielsen Krogh har stået for. Nu mangler de kun det sidste, og med det i hånden er eleverne klædt på til at formidle deres viden om naturparken på en måde, så andre også får lyst til at opleve den.
Det forventes, at Friluftsrådet i slutningen af marts eller begyndelsen af april i år formelt vil certificere området som naturpark.