GreenLab Innovation Foundation har allerede sammensat en bestyrelse bestående af nøglefigurer fra det nationale og internationale erhvervsliv:
Jens Nielsen, CEO for World Climate Foundation
Robbert Stecher, Senior Vice President for Corporate Strategy and Business Development hos Norlys
Peter Højsgaard, Direktør for Spar Vest Fonden
Christopher Sorensen, CEO for GreenLab.
Den 31. August afholdt GreenLab Innovation Foundation deres første bestyrelsesmøde og i den forbindelse har bestyrelsen konstitueret sig med Christopher Sorensen som formand og Peter Højsgaard som næstformand. Derudover er COO i GreenLab, Thomas Helsgaun, tiltrådt som direktør i fonden.
Et internationalt fyrtårn
GreenLab Innovation Center får et globalt udsyn og en målsætning om at være et fyrtårn for innovation, forskning og uddannelse. Innovationscenteret skal facilitere samarbejdet mellem virksomheder og topforskere fra hele verden for at finde nye, bæredygtige løsninger på verdens energiudfordringer. Med en vision om at bygge bro mellem akademisk ekspertise og praktisk anvendelse, vil centeret også være hjemsted for uddannelsesprogrammer, der udvikler de nødvendige kompetencer til en grøn fremtid.
- Det er med stor glæde, at jeg er blevet udpeget som bestyrelsesmedlem for GreenLab Innovation Foundation. Sommerens mange hedebølger og skovbrande er endnu et klart tegn på, at verden har behov for meget mere innovation indenfor grøn energi og cirkulær økonomi for at opnå en bæredygtig fremtid. Jeg ser frem til at hjælpe med at ekspandere fondens arbejde internationalt gennem vores globale klimanetværk, udtaler Jens Nielsen, CEO for World Climate Foundation.
Godt på vej
Både Norlys og Spar Vest Fonden har udtrykt deres engagement ved at tilbyde støtte på op til 30 millioner kroner hver til projektet. Fondens overordnede mål er at lave det forberedende arbejde og sikre den samlede finansiering til oprettelsen af innovationscenteret. Fonden er åbne for at indgå i nye partnerskaber i etableringen af innovationscenteret og aktiviteterne heri.
Det kommende innovationscenter kommer til at ligge i GreenLab Skives grønne industripark uden for Skive. Udover at huse forsknings- og uddannelsesaktiviteter og tilbyde kontorer til iværksættere er hensigten også at etablere showrooms til virksomhederne i GreenLab Skives industripark og evt. lokale virksomheder, lokaler til store events samt besøgscenter for erhvervsturister og skoleklasser.