Arkivfoto: Thomas Køser.
Vi har nu taget et stort skridt nærmere målet om at opstille offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler på kommunale arealer og har underskrevet en kontrakt med energiselskabet Norlys.Se kort over placering af ladestanderne nederst.
Udbuddet var delt op i fire puljer med cirka lige mange ladere og lokationer, og kontrakten tildeles Norlys for alle fire puljer. Dermed skal energiselskabet være operatør for de 59 ladestandere, der sættes op. Standerne har hver to udtag, så der er 118 ladepladser i alt.
- Skal vi i mål med den grønne omstilling, skal vi have elektrificeret transporten. Derfor er Norlys i gang med at bygge et ladenet, der dækker hele Danmark. Det gælder også Skive Kommune, der ligger i vores ejergeografi. Som andelsejet selskab ser vi det som en vigtig opgave at udbygge ladeinfrastrukturen, også i vores andelshaveres lokalområde, siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.
Et skridt videre
I den kommunale organisation har Energibyen Skive sammen med kolleger i Teknik, Miljø og Udvikling drevet det forudgående arbejde med at formulere en handleplan for opsætning af ladestandere og få udarbejdet et udbud. Sammen med Drift & Anlægschef, Christian Axelsen, giver de nu stafetten videre til Norlys, som skal montere og drive el-ladestanderne.
- Det er dejligt at kunne skrive under på en aftale om opstilling af 59 ladestandere til el-biler i hele kommunen, og nu er vi klar til at tage den grønne omstilling et skridt videre sammen med Norlys. Vi er glade for det gode bud fra Norlys og ser frem til samarbejdet med dem, siger Christian Axelsen.
Allerede til efteråret vil de første ladestandere være klar til brug. Alle ladestanderne får en normal kapacitet på 22 kW.
En ambitiøs klimakommune
Med Klimaloven har vi i Danmark sat en ambitiøs målsætning om at nedsætte vores samlede CO2-udledning med 70 % i 2030, og omstillingen af den danske bilpark bliver et vigtigt skridt for at nå klimalovens målsætning.
Som ambitiøs klimakommune vil vi understøtte omstillingen af bilparken, og opstillingen af de mange ladestandere til elbiler er et vigtigt skridt i den retning.
Markedet med elbiler vokser, og en forudsætning for omstillingen af bilparken er, at der er tilstrækkeligt med ladeinfrastruktur. Vi vil sikre, at der på Skiveegnen etableres den nødvendige offentlige ladeinfrastruktur. I sidste ende handler det om, at vi vil det bedste for klimaet og miljøet til glæde og gavn for både nuværende og kommende generationer.