For anden gang slog Fremtidsbutikken på Fur dørene op i torsdags. Her kan furboerne komme med gode idéer til udviklingen af den kommende helhedsplan for øen. Det har vakt stor interesse.

Hvad vil vi? Hvad kan vi? Hvad skal vi med vores ø? Det er nogle af de spørgsmål, som ø-boerne på Fur igen kan stille sig selv og hinanden – og ovenikøbet med mulighed for, at svarene på spørgsmålene bliver til virkelighed. Det sker i Fremtidsbutikken, der i torsdags den 24. februar åbnede igen på Fur som et led i udviklingen af en kommende helhedsplan for øen. Fremtidsbutikken er et koncept, som landdistriktsudviklingsteamet fra Erhverv & Udvikling i kommunen har udviklet. Det tager udgangspunkt i et åbent-hus-arrangement, hvor alle opfordres til at kigge ind og komme med idéer til helhedsplanen for Fur de kommende 10 år. Og det er nu anden gang, denne særlige butik slår dørene op på Fur. Første gang var i november. Det var den indledende brainstorm. Interessen for at være med til at sætte et aftryk på den kommende helhedsplan var stor. Fra idé til hverdag Nu har landdistriktsudviklingsteamet arbejdet videre med de mange gode forslag og stillet dem op i forskellige kategorier. Og det er de kategorier, som borgerne på Fur nu bliver inviteret til at stille skarpt på for at hjælpe med at udvælge de projekter, de vil arbejde videre med. Opgaven lyder altså nu på at blive mere konkret. Furboerne får også mulighed for at tilmelde sig de forskellige arbejdsgrupper, der skal nedsættes for at få de mange gode idéer til at blive en integreret del af hverdagen på limfjordsøen. Og idéer er der nok af. En del af dem har et grønt element i sig. Mere biodiversitet. Fur som økologisk ø. Eldrevne delebiler. Solceller. Energirenovering af husene. Fællesskov med frugttræer. Overskudsvarme fra molerværkerne. For nu at nævne nogle eksempler. Der er også masser af andre ønsker om fælles faciliteter som havnebad og et nyt fælleshus blandt de mere end 100 forslag til nyt initiativer på Fur, som borgerne er kommet med. Så der er nok at tage fat på, når arbejdet med at udvælge de forslag, som de seks millioner kroner, kommunen har bevilget, skal bruges til. Det er arbejdsgrupperne, som furboerne skal melde sig ind i, der kommer til at stå for udvælgelsen. I arbejdstøjet Efter denne runde af Fremtidsbutikkens åbning vil den endelige helhedsplan for Fur blive udarbejdet i et tæt samarbejde mellem de lokale og Skive Kommune. Den endelige plan skal godkendes af Skive Byråd i sommerhalvåret 2022. Når det er sket, vil de lokale borgere være klar til at trække i arbejdstøjet i samarbejde med landdistriktsudviklingsteamet fra kommunen – og det er borgerne selv, der har tegnet stregerne til den plan, der skal føres ud i livet. Men først skal de tilbage til fremtiden. Eller i hvert fald Fremtidsbutikken, der holder åbent på Fur Museum indtil og med i dag onsdag den 2. marts. Fakta: En helhedsplan indeholder både finansierede og ufinansierede projekter Det er lokalområdets ønsker og handlinger, der er drivkraften i arbejdet Skive Kommune er økonomisk ansvarlig for helhedsplanen og understøtter de forskellige initiativer bedst muligt