Barack Obama er et ikon. Han repræsenterer den moderne leder, der nærmest som en selvfølge tænker grøn omstilling ind i sin virksomhedsdrift. Og han havde nogle meget klare budskaber om vigtigheden af at prioritere den bæredygtige, grønne udvikling og klimaindsatser højt med på scenen i KCS. Her deltog han i en modereret samtale med Christopher Sorensen, der er direktør for den grønne energipark, GreenLab Skive.
Obama havde på forhånd sat sig ind i, hvad GreenLab er for en størrelse og talte om, hvor vigtigt det er, at nogen tør gå veje, ingen andre har gjort før dem. Præcis som det er sket i GreenLab. For da de første streger til energiparken blev tegnet på rådhuset i Skive tilbage i 2015, var der ikke mange, der troede, at vi her på Skiveegnen ville være i stand til at gøre så store visioner til virkelighed. I dag er energiparken et af de førende centre for udviklingen af de nyeste energiteknologier, og der er nu investeret over tre milliarder kroner i parken.
Særlig samarbejdsmodel
Førende eksperter fra hele verden har taget turen til GreenLab for at se, hvordan energiparken er bygget op. Og de bemærker ikke kun fremtidens løsninger, der bliver skabt her. De kommer også for at se, hvordan vi gør. For her arbejder vi tæt sammen. På kryds og tværs af virksomheder, myndighed og uddannelse.
Den særlige samarbejdsmodel, hvor det offentlige og det private i forhold til GreenLab er gået sammen om at sætte barren højt, har ganske enkelt vist sig at være en stor succes. Og det skyldes ikke mindst, at vi her på Skiveegnen har en årelang tradition for at skabe tingene i fællesskab.
Obama blev også spurgt om, hvad hans bedste råd til unge iværksættere ville være. ’Det vil være en god idé at kaste sig over grønne projekter. For eksempel inden for landbrug og fødevareproduktion. Eller transport og IT. Der er mange muligheder. Og lad jer ikke stoppe af, at der er nogle, der siger, at det ikke kan lade sig gøre. Engang var der også nogle, der sagde, at for eksempel biler ikke kunne blive mere sikre. Men det blev de. Så det handler om at forfølge de gode idéer,’ lød svaret.
Unik humlebi
Og når vi ser på, hvor stor en succes et initiativ som Green Innovation Makers, hvor den nyeste viden, som unge studerende har, kobles med de behov for løsninger af konkrete, grønne udfordringer, mange virksomheder står med, er involveringen af de unge allerede godt i gang. I hvert fald her på egnen.
Skiveegnen er i sig selv historien om humlebien, der ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel. I hvert fald er Skive en relativt lille egn, som får forbløffende ting til at ske. Det dugfriske eksempel er besøget af præsident Obama. Direktøren i Kulturcenter Skive tænkte ’Yes, we can’, og det kunne vi. Og eksemplet med GreenLab taler for sig selv. Hele egnen kan ses som en unik humlebi, der flyver på grønne vinger.