Flere unge har det svært, efter corona i lang tid har sat en stopper for den hverdag, mange af dem kendte til, inden vi kunne sige ’værnemidler’ og ’PCR-test.’ Så lige så dejlig en sommerferie kan være for mange, der har masser af gode oplevelser i vente, lige så lang og uoverskuelig kan den være for dem, der ikke ved, hvad de skal lave. Og dem er der flere af blandt de unge, end Ungdomsskolen Skive har oplevet før. Det er de i fuld gang med at gøre noget ved. De har netop fået en bevilling på 300.000 kroner fra Skive Kommunes RENT LIV-pulje til formålet.
For det kommer til at ske med fokus på bæredygtighed i projektet ’RENT SommerLIV på Skiveegnen’ og løbe hen over sommerferien. Det er en videreudvikling af de senere års populære Cool Sommer-koncept med ferietilbud til børn og unge, deres familier, turister og hvem der ellers måtte være interesserede i at deltage.
En mere bæredygtig hverdag
Med RENT SommerLIV er det blandt andet ungdomsskolens intention at række ud efter mange de unge, som efter corona-tiden med nedlukninger og aflysninger af en lang række aktiviteter ikke længere søger skolens tilbud. Gadeplansmedarbejderne møder også flere unge, der ikke har det godt. Og da ungdomsskolen samtidig ser det som deres ansvar som kommunal institution at bidrage til den grønne omstilling ved at danne de unge til at sætte grønne aftryk, lå idéen til RENT SommerLIV egentlig lige for: Ved at invitere de unge med ind i indsatsen for at skabe en mere bæredygtig hverdag, får ungdomsskolen også genetableret kontakten til dem. De kommer for eksempel til at lære om, hvor megen energi, de selv skal producere for at afspille en film på en streamingtjeneste, hvordan de kan upcycle skrald og genbrugsmaterialer og give det nyt liv, om hvorfor virksomheder nu laver sugerør af pap i stedet for plastik for at nævne nogle eksempler. De unge skal kort sagt lære, hvordan de kan bidrage til at skabe RENT LIV: Grøn handlinger i fællesskab for en egn i balance.
Og tilbuddene i RENT SommerLIV kommer ikke kun til at henvende sig til de unge, der kan benytte sig af ungdomsskolens tilbud. Børnefamilier og turister kan også glæde sig til flere forskellige aktiviteter, der gør dem klogere på grøn omstilling. For eksempel vender de populære, guidede ture på elløbehjul på BigBlue-ruten i Skive midtby tilbage. De ture var også en del af sidste års Cool Sommer-program. Desuden er der en lang række tilbud i støbeskeen til i forbindelse med RENT SommerLIV.
Is-stop og økosystemer
Der er cykelture, hvor unge og deres familier kan opleve deres egn, samtidig med at de skal beregne, hvor megen energi, der har sparet ved at cykle i stedet for at køre i bil. Der vil blive lavet aftaler med lokale købmænd om is-stop på turen, hvor der også bliver snakket om det vigtige i at købe lokalt. Der kommer også en tøjbazar, hvor unge og deres familie kan tage tøj, sko og den slags med og bytte sig til nyt. Det handler altså ikke om at tjene penge. Der bliver også arrangeret rundvisning på GreenLab for familier, en tur i båd på Limfjorden, hvor en naturvejleder vil fortælle om fjordens økosystem, en konkurrence i affaldsindsamling mellem de lokale ungdomsskoler, udstillinger, workshops og meget andet.
Det bliver altså tale om en lang række sommerferie-tilbud, der går ud på at bringe unge, deres familier og måske turister sammen, hvor temaet er grøn omstilling i mange afskygninger. Forventningen er – baseret på erfaringen fra de seneste to års Cool Sommer – at RENT SommerLIV vil tiltrække cirka 850 deltagere.
Ungdomsskolen Skive har netop ansat en projektkoordinator til at samle de mange, grønne tråde i RENT SommerLIV på Skiveegnen.