Alle virksomheder har behov for mere grøn omstilling. Studerende inden for innovative fag har den nyeste viden. Så hvorfor ikke bygge bro mellem teori og virkelighed? Her på Skiveegnen har vi gjort det før i Elværket Skives pilotprojekt Green Innovation Week, der løb af stablen for første gang sidste år.
En lignende idé ligger til grund for det EU-finansierede projekt Greenbizz, der er et samarbejde mellem Halmstad Universitet i Sverige, Høgskolen Østfold i Norge og CGC Forskningscenter i Birk Centerpark ved Herning, som hører under Aarhus Universitet. Projektet har til formål at styrke startups og små og mellemstore virksomheder i at øge brugen af vedvarende energiløsninger og dermed blive mere grønne. Tanken er, at det skal ske i mødet mellem studerende fra de tre universiteter, forskellige brancheorganisationer og virksomheder – og det har trukket i alt 40 studerende til det midtjyske på en Green Innovation Camp i Greenbizz-regi.
Her har de arbejdet sammen med lokale virksomheder fra Skive, Herning, Viborg og Morsø kommuner sat fokus på at udvikle nye, grønne tiltag. Virksomhederne har præsenteret de studerende for en lang række problemstillinger, som de unge har udviklet løsninger på. Og de har været vidt omkring: Genbrug af airbags, dæk, indtræk og andre materialer fra biler, reduktion af CO2-udslip i lufthavne, grøn skovdrift og mere genbrug ved indretning af køkkener for nu at nævne nogle eksempler. Fra Skive Kommune deltog Salling Autogenbrug.
Stærkt eksempel på RENT LIV
De studerende har været delt op i otte grupper og har besøgt de deltagende virksomheder. De har arbejdet ude i lokalområderne – blandt andet på Elværket Skive og Skive College. Det var på Elværket, at tre dages intenst, grønt udviklingssamarbejde blev præsenteret i plenum og er dermed et stærkt eksempel på RENT LIV i praksis.
Det har været en stor succes, som deltagerne også fortæller om i et indslag på TV-MidtVest. De studerende har været begejstrede for muligheden og virksomhederne har taget imod deres nye, grønne idéer med kyshånd. Flere virksomheder har vist interesse for en videre dialog med de studerende, de har arbejdet sammen med, og nye møder er aftalt. Fra universiteternes side er de både stolte af og glade for Greenbizz-projektet, og de konkrete resultater, der er kommet ud af det. Egentlig slutter det nuværende projekt til oktober, efter det har været i gang i tre år. Men forventningen er, at det kommer til at fortsætte i en ny periode under navnet Greenbizz 2 – med dobbelt så mange deltagende virksomheder, så antallet stiger fra 60 til 120.
Skub i grøn innovation
På Elværket er der stor begejstring for de netop overståede projekt-dage med mere grøn gang i huset fra morgen til aften, møder på kryds og tværs, nye idéer og højt til loftet på alle måder. For Greenbizz minder på mange måder om Elværkets succes-tiltag fra sidste år: Green Innovation Week, der var pilotprojekt for det, der nu er blevet til Green Innovation Makers. Her mødtes lokale studerende med lokale virksomheder på samme måde, som det er sket i Greenbizz: De studerende kom med deres bud på grønne løsninger på de konkrete problemstillinger, som virksomhederne havde præsenteret dem for. Green Innovation Makers skal fremover sætte skub i den grønne innovation på tværs af uddannelser, erhverv og kommuner i hele landet. Lidt ligesom de har gjort i Greenbizz, som nu har sendt de unge studerende hjem til deres videre studier på de forskellige universiteter med et stykke RENT LIV i bagagen: ’Grøn handling i fællesskab for en egn i balance’ er ikke længere kun noget, vi praktiserer på Skiveegnen, men også uden for landets grænser. Det er da en RENT LIV-fortælling, vi kan være stolte af, ikk’?