Salling Autogenbrug var nomineret i to kategorier, da den danske autobranche i sidste uge holdt det årlige awardshow. Og den lokale virksomhed løb som den første i landet med prisen som i den helt nye kategori: ’Årets bæredygtighedspris.’

-Det er strøm til motoren, lyder det fra en glad Lise Korsgaard, der er medindehaver af den lokale virksomhed Salling Autogenbrug, som netop har vundet ’Årets Bæredygtighedspris’, som autobranchen for første gang har uddelt. Det skete ved det stort anlagte awardshow ’Auto Awards’, der blev holdt tirsdag den 22. november 2022 i Cirkusbygningen i København. Gør en forskel for klimaet og miljøet - Det er et kæmpe skulderklap i forhold til hele vores projekt omkring at udvinde restmaterialer fra biler. Lige nu koster det os penge at være bæredygtige, men vi har et mål om at knække koden til en god forretningsmodel, så vi kan få vores kolleger i branchen til at gøre det samme og dermed sænke affaldsprocenten i dansk bilskrot markant, fortæller Lise Korsgaard, som hos Salling Autogenbrug arbejder med den grønne omstilling til dagligt. Op til prisuddelingen var det meldt ud, at bæredygtighedsprisen ville gå til en modtager, der har ’et stort fokus på at skabe gode forudsætninger i virksomheden for en bæredygtig udvikling i dag og i fremtiden, samtidig med at der i virksomheden er en strategisk tankegang og ageren, der gør en forskel for miljøet og klimaet både i lokalmiljøet såvel som omverdenen.’ Bæredygtigt samarbejde Salling Autogenbrug lægger også kræfter i at arbejde sammen med andre aktører for at blive så bæredygtige som muligt. Det gælder for eksempel STU Skivefjord, hvor elever fra uddannelsen via dette samarbejde har fået kendskab til og bevidsthed om bæredygtighed. De kommer to gange om ugen ud til virksomheden i en form for praktik, hvor de hjælper med at skille brugte biler ad og sortere delene, så de kan bruges igen et andet sted. På den måde bidrager de til målsætningen om at nedbringe den procentdel af bilerne, der sendes til skrot, fra 30 til 10 procent. Salling Autogenbrug var også nomineret i kategorien ’Årets Autogenbruger.’ Den pris vandt virksomheden i 2019. Auto Awards er blevet uddelt siden 2015.