Skal dit barn lytte med, når Skive Bibliotek står for højtlæsning af klimalitteratur for de yngste? Og skal Nomi4S gøre dig klogere på den nye affaldssortering? Hvad med lækre, klimavenlige smagsprøver på lokale produkter? Og grøn inspiration til din egen hverdag fra nogle af de mange, lokale ildsjæle, der hver dag går og skaber RENT LIV både i deres virksomheder og deres hjem? Så duk op i RENT LIV-teltet på Skivemødet. Der er lidt for enhver, grøn smag – og alder.

Når RENT LIV-teltet slår dørene op lørdag den 21. juni til Skivemødet, er der inviteret til grøn fest. Her er der sørget for, at der er noget at komme efter for stort set alle. Både store og små. Læsehestene og de sultne. Køkkenhavefolket og de erhvervsinteresserede. Og alle mulige andre. Ens for alle er, at der er masser af grøn inspiration at hente til hverdagen derhjemme. - Vi er meget glade for, at vi har fået muligheden for at stille RENT LIV-teltet op. For her kan alle interesserede komme ind og opleve, hvad RENT LIV er. De vil kunne se, smage og mærke det. Og vi kan næsten ikke forestille os, at der er nogen, der kommer til at gå herfra uden at have fået nogle inspirerende grønne idéer med hjem. For det er virkelig nogle gode folk, borgerne kan møde i teltet, siger Signe Bak Jørgensen, der er grøn playmaker i Energibyen Skive, som er Skive Kommunes grønne projektudviklingsteam. Som grøn playmaker står hun i spidsen for pilotprojektet Grønbolig.nu, der har til formål at få den grønne omstilling rykket endnu mere inden for i de private hjem og ad den vej bidrage til, at vi som kommune når vores klimamål. Og Skive er én ud af tre kommuner på landsplan, der er udpeget til at deltage i Grønbolig.nu-projektet. - En vigtig del af RENT LIV-fortællingen går netop ud på, at vi skaber noget sammen. For ingen kan skabe en grønnere verden alene. Hverken erhvervsliv, forskning, kommuner eller andre myndigheder alene. Men når vi gør det i fællesskab, bliver effekten og dermed resultatet langt større. Det er også derfor, at borgerne i RENT LIV-teltet kan opleve mange af de tiltag, som de kan tage med hjem og gøre brug af, siger hun. Gode, konkrete råd For eksempel er der gode, konkrete råd at hente, hvis energiforbruget derhjemme godt kunne trænge til at blive skruet lidt ned. SparEnergi.dk, som Energistyrelsen står bag, har en stand i teltet. Og måske har du noget liggende, som er gået i stykker, men som kan repareres og komme i brug igen? Her vil ’Stanneriet’ kunne hjælpe dig på vej. De har ikke mulighed for at foretage reparationer i teltet, men du kan komme og høre om deres tilbud – blandt andet en ’repair café’, hvor du kan møde op og få repareret dine ting. - Vi glæder os rigtig meget til at møde borgerne og vise dem, i hvor høj grad de selv kan være med til at skabe endnu mere RENT LIV. Og hvor dygtige, der er mange, der allerede er. Vi kan i hvert fald love, at der bliver grøn fart på i vores telt, siger Signe Bak Jørgensen, der selv vil være at finde i teltet hele lørdagen. Jord under neglene Inspirationen til en grønnere hverdag begrænser sig ikke til hjemmets fire vægge. Du vil nemlig også kunne møde Sort Muld, som er en forvokset køkkenhave beliggende i Junget. De står klar med gode råd til, hvordan du kan blive selvforsynende med grøntsager og får mest mulig ud af din køkkenhave. Du kan også blive klogere på kommunens indsatser med klimaskove og lokale skov- og naturprojekter, og så kan du få gratis RENT LIV-frøposer med hjem, så du kan bidrage til at skabe gode forhold for bier i din have. RENT LIV-teltet har åbent i forbindelse med Skivemødet, lørdag den 21. maj fra 9-14.30. Se hele programmet for Skivemødet 2022