
Alle kender dem, mange spiser dem, nogle ved en masse om dem. Men her på egnen har den kendte frugt sin egen festival. Og succesen for Rødding Æblefestival har vokset sig så stor, at én dag ikke længere var nok, da den løb af stablen i weekenden op til efterårsferien. Over to dage besøgte omkring 3.000 mennesker festivalen, hvor der blev nørdet æbler i helt stor stil, for slet ikke at tale om biodiversitet, madspild og bæredygtighed.
De mange gæster kunne opleve æblet fra mange nye vinkler via foredrag og mulighed for en god snak om den populære frugt med æble- og cidereksperter. Gæsterne kunne blandt andet komme med deres egne æbler og få dem ’sortbestemt’. De kunne også besøge de mange fine boder, hvor der blev solgt lokale produkter og streetfood, ligesom der var sjove æblekonkurrencer for børn.
Most i lange baner
På den måde rummede festivalen en god blanding af tradition og fornyelse. Som altid blev der mostet æbler i lange baner. Alle, der havde lyst, kunne komme med egne æbler, men det kunne også sagtens lade sig gøre at købe den friskpressede most uden selv af have frugter med. Og ét af de første indslag på festivalprogrammet var afsløringen af årets æbletavle. Det er et stort billede, der står ved indgangen til festivalpladsen, der er skabt af æbler i forskellige farver, der er sat sammen på en tavle. I år var det elever fra VSD Rødding (Vestsalling Skole og Dagtilbud), der havde stået for det kunstneriske æbleindslag.
Og den høje faglighed blev der heller ikke pillet ved. For eksempel bød festivalen på et foredrag med pomolog – altså en æbleekspert – fra Tyskland, som vel at mærke talte dansk. Og andre æbleproducenter fortalte om biodiversitet og bæredygtighed i æbledyrkningen – og hvordan frugterne kan blive til mousserende vin. Festivalens gæster blev også belært om, at æbler topper listen over mest klimavenlig mad, da det er en frugt, der kan dyrkes derhjemme, spises og drikkes, samtidig med at de er sunde og hjemmehørende i Danmark. De mange indslag faldt i særdeles god jord hos festivalens gæster, der blandt andet blev belært om, at æbler topper. Som altid. Og det vil der ikke blive pillet ved, lover arrangørerne.
Men de var meget glade for, at festivalen strakte sig over to dage. Det tiltrak mange mennesker, hvilket var en stor glæde for folkene bag og de mere end 100 frivillige, der i fællesskab havde planlagt og afholdt festivalen.