Der bliver godt gang i de grønne løsninger, når Elværket Skive slår dørene op til Green Innovation Week Event den 30. september: Fremtidens grønne teknologier, industrielt affald, der bliver til fremtidens råvarer, nyuddannede i grønne jobs, grøn omstilling i uddannelserne, vurdering af grønne forretningsidéer, bæredygtig mad i Café RENT LIV – og meget andet kan opleves på scenen. Søren Vester og Anders Morgenthaler byder velkommen og guider gæsterne igennem dagen.

Det er efterhånden en tradition, for det er andet år i træk, Elværket Skive slår dørene op for Green Innovation Week i uge 39. Men i år er arrangementet større end nogensinde – og ambitionerne endnu højere. Som noget nyt er der en række arrangementer i løbet af ugen, der kulminerer i Green Innovation Week Event ved Elværket fredag den 30. september. Her vil der være noget for snart sagt enhver grøn smag. Også i den helt bogstavelige forstand, idet Café RENT LIV i denne anledning slår dørene op for første gang. Her vil den lokalt producerede, bæredygtige mad for en stor dels vedkommende blive serveret i take away-emballage, der indgår i et pantsystem for at minimere affaldsmængden. Ellers er der service fra genbrug – og det vil blive vasket op i vand, der er opvarmet via biogas. Nye, grønne højder Tanken med arrangementet er, at elever og studerende, virksomheder og organisationer skal mødes på kryds og tværs og sammen inspirere hinanden og os alle til at få den grønne omstilling til at nå nye højder. Der vil være en række indlæg og præsentationer på scenen og et netværksområde, hvor de deltagende virksomheder og organisationer vil stå klar til at vise og fortælle om deres grønne indsatser. Det vil også være et oplagt sted at lufte sit cv, hvis planen er et job eller et praktiksamarbejde, hvor bæredygtighed er et centralt element. Det kan også være, at du godt kunne bruge nogle gode tips til, hvordan du kommer videre med din grønne idé ved at pitche den for Anders Morgenthaler. Eller måske er du bare lidt nysgerrig efter at blive klogere på grøn omstilling. Det var den samme nysgerrighed, der blev startskuddet for pilotprojektet Green Innovation Week tilbage i 2021. For Elværket havde fået den idé, at de ville matche elever og studerende med nogle lokale virksomheder, så de sammen kunne udvikle nye, grønne løsninger. Initiativet blev kaldt Green Challenge – den grønne udfordring. De unge kan året rundt se de reelle, grønne udfordringer som videoer forud for match med virksomhederne eller organisationerne bag. De studerende koblede deres nyeste viden med de behov, som virksomhederne havde for et øget fokus på den grønne omstilling. Det kunne for eksempel være en mere effektiv affaldssortering, bedre udnyttelse af bæredygtige materialer i produktionen, nye grønne forretningsmodeller – ja, snart sagt alt mellem himmel og den grønne jord. I alt deltog 750 studerende og 11 virksomheder. Samarbejde om grøn innovation Det blev en så stor succes, at konceptet måtte udvides. Det var ikke nok at koncentrere aktiviteterne i uge 39. Derfor har Elværket Skive udviklet Green Innovation Makers, der er et samlingspunkt med forskellige innovationsspor, der gør det let tilgængeligt for undervisere, elever, studerende, forskere, iværksættere, virksomheder og organisationer at samarbejde om grøn innovation. Derigennem bliver der skabt Green Challenges året rundt, der er rådgivning om start-up og scale-up, og så er der Green Innovation Week Event, hvor mange af indsatserne bliver samlet og synliggjort. Så der er lagt op til den helt store, grønne fest i og omkring teltet på Elværket Skive, når Green Innovation Week Event åbner fredag den 30. september. Og værterne Søren Vester og Anders Morgenthaler skal nok sørge for at binde hele dagen sammen med skæve spørgsmål, grøn nysgerrighed og gode grin. Meget tættere på en live-udgave af RENT LIV kommer vi nærmest ikke. Faktaboks Skive Kommune har støttet initiativet, siden Green Innovation Week så dagens lys som pilotprojekt i 2021. Det understøtter Skiveegnens brand RENT LIV, hvor sloganet lyder: ’Grøn handling i fællesskaber for en egn i balance. Brandet bliver aktiveret igennem de mange events, indslag på scenen og Café RENT LIV. I caféen byder en række lokale fødevareaktører på bæredygtige alternativer til det mere traditionelle menukort. Du kan også møde nogle mindre producenter, der arbejder med et stort fokus på den grønne omstilling – blandt andet inden for sæbeprodukter, upcyclede skjorter, poser, madklæder, der fungerer som et alternativ til plast og folie, og der er også saft, grønsager og meget mere. Kaffen er gratis og sponsoreres af lokale Rotary Klubber Der vil være affaldssortering i forbindelse med Green Innovation Week Event. Skive Kommunes RENT LIV-redaktion vil være til stede i Café RENT LIV den 30. september.