Under Klimafolkemødet, der foregik i Middelfart fra torsdag til lørdag i sidste uge, uddelte den tidligere klima- og energiminister Connie Hedegaard roser til Skive Kommune på grund af de konkrete, grønne indsatser i samarbejdet med de lokale virksomheder. Det skete til en paneldebat, hvor borgmestre og andre repræsentanter fra fem af de i alt syv kommuner, der er Danmarks energibyer, var på scenen med Hedegaard som moderator.
- Skive Kommune har snuden i sporet, når de samarbejder med virksomheder og rækker ud til andre aktører i arbejdet med grønne og bæredygtige indsatser. Der er et drive i Skive, I gør det rent faktisk, det skal ikke bare se ud af noget, sagde Connie Hedegaard, der i dag er bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito, forud for debatten.
Siden hun som klima- og energiminister udpegede Skive Kommune som en af de første energibyer i landet tilbage i 2008, har hun fulgt med i den grønne udvikling i kommunen. Og hun fremhævede især etableringen og udviklingen den grønne energipark GreenLab Skive som et foregangseksempel.
Skive rykker på den grønne omstilling
Til ’borgmestertræffet’ var der mødt en række unge op, som stillede spørgsmål til panelet om, hvad hver kommune gør af tiltag for at sikre et bedre klima, for eksempel i forhold til etablering af solceller på taget af offentlige bygninger. Til det var det gængse svar, at det i dag er meget administrativt tungt. Anderledes lød det dog fra Peder Christian Kirkegaard, som fortalte, at der i Skive Kommune allerede er solceller på taget af størstedelen af de offentlige bygninger, og at det nu er erhvervslivet, som virkelig rykker på den grønne omstilling med for eksempel energieffektiviseringer og -optimeringer på bygningerne.
- COWI har lavet en rapport over et af vores projekter, der har fokus på energibesparelser og CO2-reduktion i virksomheder, som siger, det er et af de bedste projekter i lang tid, netop fordi det har fokus på grøn omstilling i erhvervslivet, fortalte borgmesteren.
Behov for grønne kompetencer
For nyligt blev Skive Kommune udråbt til Danmarks bedste til ’grøn udvikling’ i en analyse fra Dansk Industri. Det er især indsatsen i forhold til grønne og bæredygtige indkøb og gode betingelser for grønne initiativer i virksomhederne, der har givet skive titlen som Danmarks grønneste kommune 2022. I den sammenhæng nævnte borgmesteren projektet ECSMV, som har haft sigte på at øge energieffektiviteten og reducere CO2-udledningen blandt små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland. Energibyen Skive, der er kommunens grønne projektudviklingsteam, har deltaget i dette projekt. Og Kirkegaard pegede på, at dette arbejde har bidraget til at accelerere udviklingen af den grønne omstilling i virksomhederne i Region Midtjylland.
Derfor opfordrede Peder Christian Kirkegaard også de unge tilhørere til at tænke grøn omstilling ind i studievalg og et fremtidigt arbejde.
- Om få år vil der være mange grønne jobs, og vi får behov for flere grønne kompetencer. Her har I rigtig gode muligheder for at bidrage til den grønne omstilling, sagde han.
Faktaboks
Klimafolkemødet i Middelfart er en årlig begivenhed, som sætter klimaet øverst på dagsordenen i tre dage i starten af september.
Formålet med Klimafolkemødet er helt enkelt at inspirere til handling – både for beslutningstagere, virksomheder, organisationer og borgere. Årets tema er ‘Klimahandling sammen’.
Til borgmestertræffet deltog borgmestre og andre repræsentanter fra fem ud af de i alt syv energibyer. Ud over Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard, var Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Rikke Christensen, udvalgsformand i Horsens Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune og Turan Akbulut, udvalgsformand i Høje Taastrup Kommune.