RENT LIV. Ingen kan gøre det alene. Vores grønne indsatser og handlinger vokser i fællesskabet. Det er noget, vi hjælpes ad med. Som sloganet siger er det ’grøn handling fællesskaber for en egn i balance.’ Og det er der heldigvis mange af os på Skiveegnen, der ikke bare tror på de grønne løsninger i fællesskab, men som også forbinder dem med RENT LIV. Det viser en helt ny kendskabs- og omdømmeanalyse, der blev offentliggjort i sidste uge. 62% af kommunens borgere vurderede i analysen, at RENT LIV som fortælling stemmer overens med deres opfattelse af Skiveegnen.
Det er måske nogen, der tænker, at det ikke er så underligt. For RENT LIV blev udviklet og præsenteret første gang i 2011 som den første ramme for vores grønne brand. Men det blev præciseret i 2019 – og dét med input fra foreninger, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og borgere i det hele taget. Det var i den sammenhæng, at RENT LIV blev skåret ind til benet i slogan’et: ’Grøn handling i fællesskab for en egn i balance.’ Her er ordet ’egn’ helt centralt.
I den grønne førertrøje
For RENT LIV er en egnsfortælling. Og det har den været, længe før der var nogen, der tænkte på RENT LIV. For RENT LIV er jo ikke bare opstået ud af det blå. Som egn tog vi i 1970’erne den grønne førertrøje på. Da opførte vi verdens første lavenergihuse. Ingeniører fra hele verden kom hertil for at se, hvordan vi gjorde. I 80’erne begyndte vi at arbejde målrettet på energibesparelser. I 90’erne var vi den første kommune i landet, der besluttede, at der skulle være solcelleanlæg på alle offentlige bygninger. I 00’erne blev vi udnævnt til én af landets tre første Energibyer af klimaminister Connie Hedegaard. I 10’erne blev visionen om GreenLab Skive til virkelighed i et tæt samarbejde mellem kommune og erhvervsliv. Og her i begyndelsen af 20’erne har GreenLab så meget vokseværk på grund af stor interesse fra nyskabende, grønne virksomheder, at der arbejdes på en udvidelse på 70 hektar – det, der svarer til 100 fodboldbaner.
Og ligesom der er tale om mange større projekter, er der også tale om en masse mindre. Som når Skive Atletik og Motion laver medaljer af lokalt produceret træ i stedet for at importere dem af metal fra Kina. Og når børn fra flere børnehaver deltager så vilde blomsterfrø i forbindelse med et projekt om øget biodiversitet.
Det her er bare nogle af de mange eksempler, der er på, at vi i årevis har givet den gas. Grøn gas. Både før og efter, RENT LIV er blevet vores fælles egnsfortælling. Der findes også masser af andre eksempler. Måske er det en del af grunden til, at omdømmeanalysen også viste, at 75% af de fraflyttede unge forbinder egnen med noget positivt. Seks ud af ti vil bestemt ikke afvise at flytte tilbage til Skiveegnen efter endt uddannelse. Så vi er godt på vej. Og sammen bliver vi hele tiden bedre og bedre. Til glæde for hele egnen, inspiration for alle andre og ikke mindst mange af de unge, der ser muligheder i at vende hjem. Og hvem ved – måske bringe RENT LIV til nye højder?