Det skal være løgn, skal det! Sådan lader det til, at borgerne i Lihme har tænkt om de muligheder, der er for transport i landdistrikterne. For vi hører af og til om, at det er svært med busserne i landdistrikterne. Mange steder går de kun i dagtimerne. Og hvad så med dem, der skal spille badminton om aftenen i en hal 10 kilometer væk? Eller til fodboldkamp en lørdag eftermiddag, hvor der kan være flere timer mellem hver busafgang, hvis den da overhovedet kører i weekenden?
Men i Lihme er de kendte for at have et stærkt fællesskab og ikke være bange for at prøve noget nyt – sammen. Derfor er de nu i samarbejde med Skive Kommunes grønne projektudviklingsteam Energibyen Skive med i et EU-projekt: Stronger Combined. Det går ud på at udvikle nye og bæredygtige måder at transportere sig på uden for de store byer og dermed skabe et alternativ til at bruge sin egen bil. Sådan én er der mange, der har. Også i Lihme. Men det er ikke det mest klimavenlige, de – og vi – kan gøre.
Ny viden opstår
I Lihme vil de altså gerne være med til at finde ud af, hvordan de kan hjælpe hinanden med at skabe grønnere transportformer. I borgerforeningen i Lihme ser de det også som en enestående mulighed for at være med til at påvirke udviklingen af nye transportløsninger i et område som deres. Og dermed få ny viden til at opstå, som måske kan komme mindre lokalsamfund uden for de større byer til gode.
Det er netop et af formålene med projektet: I fællesskab at finde frem til den løsning, der vil gøre den største forskel. Bliver det noget med dele-biler? Fælles ladestandere til elbiler? El-cykler? Flere cykelstier? Mulighederne er mange. Og netop derfor er tanken i projektet, at det er borgerne selv, der skal på banen, når de nye løsninger skal udvikles. For det er dem, der kender transportbehovet i hverdagen lige der, hvor de bor og bedst kan vurdere, hvad der skal til for at gøre den største forskel. Så Energibyen Skive er sammen med lokale proceskonsulenter fra Pro-Vins Aps allerede i gang med at stikke fingeren i jorden hos de lokale i Lihme. Senere på foråret vil de indledende snakke blive fulgt op af fokusgrupper og interviews. Den viden, der kommer ud af processen, vil danne grundlaget for den løsning, der skal testes.
Testarbejdet går i gang allerede efter sommerferien, og det kommer til at strække sig over et år. Og borgerne i Lihme er bare klar. Sammen.