Insekthoteller i gamle kommoder, ture ud i naturen med børnene og blikket vendt i den vilde, grønne retning. Det er noget af det, der allerede i fuld gang for børnene på alle skoler og dagtilbud i Skive Kommune, og det sker som et led i forberedelserne til årets store, nationale Naturvidenskabsfestival. Den bliver holdt i den sidste uge i september, og temaet er ’Helt vildt.’
For jo mere vild natur vi har, desto bedre trives både planter, dyr. Biodiversitet kalder vi det også. Det er allerede en del af tanken bag RENT LIV. Og det er bestemt ikke første gang, at de yngste borgere her på Skiveegnen har gang i det grønne. Men det er første gang, at alle kommunens skoler og dagtilbud i samlet flok er en del af festivalen i fire dage.
Det er Læringsambassaden – Skives fælleskommunale skole- og dagtilbudstjeneste – der står bag den lokale deltagelse. Og de har været i gang med at forberede sig sammen med børnene siden foråret. Børnehavebørn fra otte børnehaver er ved at forvandle gamle kommoder til insekthoteller, så de bliver til Danmarks største af slagsen. Og de går efter at blive registreret i Børnenes Rekordbog.
Vigtigt at passe på naturen
Derudover har masser af elever fra de lokale skoler været ude i naturen for at få fingrene i den. Mærke den. Sanse den. Opleve hvordan den var for 75 millioner år siden, hvordan de kan være med til at skabe biodiversitet, hvordan invasive arter påvirker vores å-systemer, hvordan sådan nogle størrelser som biller og bier arbejder – og meget, meget andet.
Formålet er at vise børnene, hvor sjovt, spændende og vigtigt det er at arbejde med naturvidenskab. For den naturvidenskabelige dannelse er afgørende for deres forståelse for, hvor vigtigt det er at passe på naturen.
I alt deltager omkring 130.000 børn og unge over hele Danmark i Naturvidenskabsfestivalen. I uge 39 arbejder eleverne med titusindvis af forskellige projekter med både den vilde og den tæmmede natur og undersøger, hvordan vi mennesker påvirker miljøet lokalt og globalt. For uden viden og konkret handling sker der ikke noget. Men med deltagelsen i denne festival oplever børnene, at naturfag kan bruges til at påvirke deres egen hverdag og skabe forandringer. Og ’helt vildt’, at børn i dagtilbud og skoleelever i hele landet på denne måde sætter alle sejl til.