Har du egentlig være ude og kigge lidt på BigBlue Skive? Ellers skulle du unde dig selv at gå en tur forbi området ved åen og Banestien. Der sker så meget fint i området, og nu er der mere på vej. Nu skal vi have kunst på strækningen – til glæde for alle os på Skiveegnen.
Særligt budskab
Det begyndte med en ansøgning fra Skive Kommune til Statens Kunstfond i 2019. I den omgang havde kunstfonden en pulje på tre millioner kroner, som var øremærket kunst i det offentlige rum. Heraf fik vi de 700.000 – omkring en fjerdedel, selv om der var 72 ansøgere. De kunne godt se, at BigBlue Skive er et helt unikt byudviklingsprojekt med store potentialer. Og siden har kommunen sammen med kunstfonden arbejdet på at formulere opgaven til de professionelle kunstnere, som styregruppen for kunstprojektet havde udvalgt til at komme med et bud på opgaven. Styregruppen består af repræsentanter fra Skive Kommune, Statens Kunstfond, Skive Byråd, Billedkunstrådet og SparVest Fonden. Styregruppen mente, at det var de syv kunstnere, der kunne være interessante og kvalificerede til opgaven. Deraf har styregruppen udvalgt fire kunstnere til at deltage i konkurrencen om opgaven og komme med deres bud på, hvordan kunstoplevelsen på Banestien konkret skal udformes. Skal den vække glæde? Overraskelse? Nysgerrighed? Har den et særligt budskab?
Den 3. marts 2021 kom de fire kunstnere - Birgitte Ejdrup Kristensen, Jesper Dalgaard, Marianne Jørgensen og Oskar Koliander - på besøg i Skive. De fik en rundvisning og gik turen ad Banestien for at danne sig et indtryk af områdets karakter. Nu har de fire uger til at udvikle den gode, kunstneriske idé, der skal være med til at løfte Banestien og dermed BigBlue Skive til nye, inspirerende højder. For i uge 13 vil styregruppen afsløre, hvem af de fire, der løber med opgaven. Vi venter spændt.