Børn begynder med ’b’ som i biodiversitet. Og bille-bingo. Dén har Læringsambassaden, der er en del af Ungdomsskolen Skive og forankret i miljøet på Elværket, luret. Derfor er de gode kræfter på den helt særlige ambassade også i gang med at forberede deltagelsen i årets Naturvidenskabsfestival i uge 39 med temaet ’Helt vildt’. Og det bliver det også. For de har fået hjælp af børnene fra forskellige børnehaver i kommunen til at etablere 30 pallehaver. I går var de første børn i fuld – eller vild – sving med at flytte jord, rive og så pallehaverne til med blomsterfrø, der tiltrækker insekter og bier. Og der var store smil til lyden af små hænder, der plaskede i mudder, mens der blev forberedt insekthoteller, blomsterhaver og kvasbede, som bliver det rene slaraffenland for insekter. Altså når blomsterne engang er vokset op. Det kommer til at ske i løbet af de kommende to måneder og frem.
Tanken er, at det store insektunivers står klar til uge 39, når Naturvidenskabsfestivalen foregår. Så vil børnene kunne gå på insektjagt, spille billebingo og lave alt muligt andet biodiversitets-sjov. Og stort bliver det. Faktisk går ’læringsambassadørerne’ efter at skabe Danmarks største insekthotel, så de er lige nu i dialog med sekretariatet for Børnenes Rekordbog i den sammenhæng. Pallehaverne kommer til at indgå som en del i et insektområde, der i givet fald kommer til at huse det største insekthotel i området.
Melorm, biogas - og meget mere
Uanset om projektet kommer i rekordbogen eller ej, bliver det i hvert fald ikke kedeligt, når Naturvidenskabsfestivalen slår dørene op i uge 39. Læringsambassaden har gang i en masse grønne forløb, som skoler og dagtilbud kan melde sig på til den tid.
Følgende tilbud er ved at blive planlagt:
Svampe – børnene kan dyrke østershatte i kaffegrums og på bøgestammer
Æbler – frøbank etableres, og der mostes i samarbejde med Rødding Æblefestival
Melorm – fremtidens mad? Det handler også om madrester, hvedeklid og havregryn
Signalkrebs – årets invasive art. Hvad gør vi med den?
Plast – sortering, pyrolyse og omsmeltning
Biogas – forløb der retter sig mod aldersgrupper fra børnehave og op til 10. klasse
Biomile – der skal bygges en biomile, som skal varme et vildmarksbad op
Insekthotel – planen er at bygge Danmarks største!
Og der er mange gode kræfter på Skiveegnen, der har arbejdet sammen for at pallehaverne til at blive til virkelighed. Paller og rammer er kommet fra genbrugslageret hos NOMI4s i Kåstrup. Jorden har Park og Vej fra Skive Kommune leveret. Det store byudviklingsprojekt BigBlue Skive har finansieret blomsterfrøene. Og Læringsambassaden har som bekendt stået for al koordinering og udførelse – plus det løse.
I går var der cirka 70 børn fra henholdsvis Valhalla og Apoteker Norgaards Børnehave i gang. Børn Oddense Børneunivers og Paletten er også med i det helt vilde projekt.
Naturvidenskabsfestivalen er et landsdækkende arrangement, der hvert år har omkring 150.000 deltagende børn fra hele landet.