Jeppe Aakjær gjorde det allerede længe før, RENT LIV blev til: Tænkte grønt. Han var en indædt naturforkæmper, der rasede mod Det Danske Hedeselskab, der ville opdyrke heden. Naturen betød rigtig meget for ham – og på denne smukke septemberdag kunne han være fyldt 155 år.
De fleste kender ham som digter. Men gjorde meget mere end at skrive sine litterære værker, mens han kiggede ud over fjorden fra sit skriveværelse på Jenle lidt uden for Skive. I dag ville mange nok have betegnet ham som en klimatosse. Han kæmpede en indædt, politisk kamp for at passe på naturen. Han holdt blandt andet en tale, hvor han sagde: ’Den danske godsejerstand har hærget dansk jord som en ulveflok, så langt vor historie når.’
Han gjorde alt, hvad han kunne for at standse opdyrkningen af heden. Det var ikke sådan, man passede på naturen, mente han. Og det kom i hvert fald heller ikke de fattige bønder til gavn. Det var også en sag, han kæmpede for: De fattiges rettigheder. Få romaner har haft så store, politiske konsekvenser som Aakjærs ’Vredens børn’ fra 1904. Den handler om Per, der bliver fæstet som hyrdedreng under usle vilkår og udvikler politisk bevidsthed. Romanen skabte rystelser i det politiske system, og det førte til en ændring af sociallovgivningen. Dens litterære kvaliteter vakte også international opsigt og var med til at bane vej for, at Aakjær blev indstillet til Nobels Litteraturpris i 1917 – han fik den dog ikke.
Den største indflydelse
I det hele taget var Jeppe Aakjær var den kulturpersonlighed her i landet, der på den tid havde den største indflydelse på de politiske beslutninger, der blev truffet. Han arrangerede ’Jenle-festerne’, der var den tids folkemøder. De, der kom på talerstolen, var nøje udvalgt af Aakjær. De talte naturens og de fattiges sag. Talerne blev ofte citeret i landets førende aviser.
Men han var også en livsglad sjæl. Det kom for eksempel til udtryk i ét af hans mest kendte digte, ’Jeg bærer med smil min byrde’ (oprindeligt hed det ’Sundt blod’) fra digtsamlingen ’Rugens Sange.’ Det er senere blevet en klassiker i Højskolesangbogen. Her skriver Aakjær i det sidste vers:
Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds himmel er blå!
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå.
Digtet er en hyldest til naturen og livet med budskabet om, at livets udfordringer ikke må stå i vejen for glæden over tilværelsens gaver. Så selv om han gik forrest i kampen for den natur, han fandt så stor inspiration i, og det var med glødende harme, han kæmpede de fattiges sag, så gik han igennem livet med stor glæde. Han så også styrken i at stå sammen. Fællesskabet kan meget mere end den enkelte. På den måde banede han vej for de tanker, der mange år senere er blevet til RENT LIV.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet havde vi Jeppe Aakjær. I dag har vi RENT LIV med slogan’et ’Grøn handling i fællesskaber for en egn i balance.’ At det rækker meget længere tilbage i tiden, end de fleste af os lige regner med, kan vi takke Jeppe Aakjær for.
Derfor skal der lyde et stort til lykke til ham på denne fine dag.