Roslev Søpark, Jernbanegade 38 A, 7870 Roslev - Google Maps
Grøn handling
Tæt på Roslevs bymidte ligger Roslev Søpark – et rekreativt område, hvor natur og byliv mødes. Søen er parkens hjerte, omgivet af handicapvenlige stier, et madpakkehus med toiletter, shelters til overnatning samt lege- og fitnessområder. Parken inviterer til aktiviteter og naturoplevelser for både børn og voksne og byder på frugt- og skovlunde, hvor både mennesker og dyreliv kan trives.
Initiativet til Roslev Søpark opstod i 2017, da en lille gruppe borgere gik sammen om at danne en projektgruppe forankret under Roslev Borger-, Handels- og Håndværkerforening med henblik på at omdanne en gammel byggetomt og et stykke landbrugsjord til en grøn oase med en sø og diverse faciliteter – ideelt placeret tæt på Roslevs bymidte og med festpladsen og banestien mellem Skive og Glyngøre som nærmeste naboer.
Søparken er blevet et attraktivt samlingssted for aktiviteter for Roslevs borgere og omegnens institutioner. Den fungerer desuden som udgangspunkt for den årlige Lokaldyst, og Søparken benyttes også som pauserum i forbindelse med forskellige aktiviteter på nabogrunden, som fungerer som byens festplads.
Mange turister finder også vej til Søparken, blandt andet via den gamle jernbanestrækning, nu kendt som Salling Natursti, der er en del af Den Nationale Cykelrute, som forbinder Hanstholm med København. Med sin beliggenhed i Roslev på strækningen mellem Skive og Glyngøre er Roslev Søpark et attraktivt og naturligt sted at bevæge sig ud i landskabet fra eller holde en kortere eller længere pause fra cykel- eller vandreturen. Her tilbydes både overnatnings- og pausefaciliteter samt nærhed til indkøbsmuligheder.
Projektgruppen bag Roslev Søpark og andre frivillige bidrager til vedligeholdelsen af Søparkens faciliteter samt pleje af de grønne områder ved anvendelse af miljøvenlige metoder. Deres arbejde sørger for, at Søparken fremstår velholdt og skaber et mere attraktivt lokalmiljø, samtidig med at det styrker fællesskabet blandt byens borgere. Læs mere om de mange opgaver, Roslev Søparks projektgruppe udfører, her: Roslev Søpark projektgruppe.
I fællesskaber
Roslev Søpark er blevet en realitet gennem en stærk lokal indsats og økonomisk støtte fra Roslev by, Skive Kommune og diverse fonde.
Matriklerne, hvorpå Roslev Søpark er placeret, blev inden etableringen opkøbt og betalt af Roslev Borger-, Handels- og Håndværkerforening. De efterfølgende omkostninger på ca. 2.675.000 kr. til den samlede etablering af Søparken blev doneret via 12 forskellige fonde.
Udgifter til anskaffelse af maskiner, som pedelgruppen bruger til vedligeholdelse af Søparken, er finansieret gennem Skive Kommunes ”Grønne pulje”. Driftsudgifter til forsikringer, lys, vand, toiletartikler, brændstof m.m. afholdes af Borgerforeningen.
Projektgruppen og andre frivillige bidrager med vedligeholdelse af Søparkens faciliteter samt pleje af de grønne områder.
For en egn i balance
Etableringen af Roslev Søpark har både miljømæssige og sociale bæredygtige fordele. Parken omdanner tidligere landbrugsjord og gamle byggetomter til frodige grønne områder, hvilket skaber nye levesteder og styrker biodiversiteten i området. Naturplejen udføres med miljøvenlige metoder, som understøtter bæredygtig drift og bevaring af naturen. Søparkens placering langs en national cykelrute gør den desuden til et oplagt stop for cyklister og vandrere, hvilket fremmer miljøvenlig transport og mindsker biltrafikken.
Socialt set har Roslev Søpark udviklet sig til et værdifuldt samlingspunkt, hvor børn og voksne kan mødes til rekreative aktiviteter, der styrker lokalt fællesskab og trivsel. Med faciliteter som handicapvenlige stier og offentlige shelters er parken tilgængelig for alle, hvilket bidrager til et inkluderende miljø. Lokale frivillige står for parkens vedligeholdelse og naturpleje, og deres indsats fremmer både engagement og sammenhold i Roslev. På denne måde bidrager Roslev Søpark til en mere bæredygtig og socialt sammenhængende hverdag for lokalsamfundet.
Kontakt:
Koordinatorer for projektgruppen:Lisbeth Pedersen Telefon: : 51 34 18 63Sonja JohnsenTelefon: 24 67 66 19
Formand for Roslev Borger Handels- og Håndværkerforening:Jørgen ChristensenMail: formand@roslev-by.dkTelefon.: 27 25 01 41