Grøn handling
Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig blev i april 2023 optaget i mærkningsordningen Danske Naturparker, som administreres af Friluftsrådet. Det har taget over 10 år og et stort arbejde fra lokale ildsjæle, lodsejere, brugere, interesseorganisationer og Skive Kommune at nå dertil.
Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig rummer en perlerække af store naturrigdomme og et helt unikt sted, som både skal beskyttes og benyttes til gavn for natur, turisme, bosætning og et aktivt friluftsliv. Her er der vild og varieret natur med morænelandskaber, heder, ådale, smeltevandstunneller, dødishuller, enge, moser, fjord, strand – og ubeskriveligt smukt. Området er formet af sporene fra den seneste istid.
Visionen for Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig er ”Natur, kultur og mennesker i balance”.
Naturparken udgør i første omgang området omkring Skive Ådal, Flyndersø og de smukke naturarealer ved Estvadgårds plantage og Rønbjerg Mose. Naturområderne ved Sønder Lem forventes at kunne inddrages i naturparken indenfor en 2-årig periode via inddragelse af arealer beliggende i Holstebro Kommune.
En naturpark er kort fortalt et område, hvor pleje, beskyttelser og benyttelser af naturen kombineres. Der er plads til både natur og mennesker, fordi benyttelsen tilrettelægges bæredygtigt, så de værdifulde landskaber og naturområder bevares. Et bærende element for etableringen af en naturpark er princippet om inddragelse og frivillighed. Inddragelse af borgere, lodsejere, frivillige foreninger m.fl. før, under og efter etableringen af en naturpark skaber forståelse, ejerskab og medansvar blandt de involverede aktører.
Friluftsrådets kriterier for naturparker:
For at et område kan blive certificeret som dansk naturpark skal det opfylde 10 kriterier.
Minimum 50 % af naturparkens areal skal være beskyttet natur
Naturparken skal have en præcis geografisk afgrænsning
Naturparken skal have en administrativ ansvarlig medarbejder
Naturparken skal have et naturparkråd
Naturparken skal tilvejebringes den nødvendige økonomi til drift og udvikling af naturparken samt realisering af naturparkplanen
Naturparken og dens afgrænsning skal være en del af kommuneplanen eller et tillæg til denne
Naturparken skal forankres lokalt gennem inddragelse af borgere og lodsejere
Der skal være en koordineret formidling af naturparken for både danske og udenlandske besøgende
Naturparken skal have mindst én naturvejleder tilknyttet
Der skal foreligge en godkendt naturparkplan og denne skal være politisk vedtaget
I fællesskaber
Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig er et projekt, der er drevet af lokale ildsjæle, lodsejere, brugere, interesseorganisationer og Skive Kommune i et tæt samarbejde. Skive Kommune og lokale interessenter er repræsenteret i Naturparkrådet. Naturparkrådet rådgiver Skive Kommunes byråd i sager vedrørende drift og udvikling af vores naturpark.
I Naturparkrådet sidder (2024):
Danmarks Naturfredningsforening
Dansk Familielandbrug
Dansk Ornitologisk Forening
Destination Limfjorden
Foreningen Naturparkgruppen
Friluftsrådet Limfjordsyd
Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd
Fjordland (tidl. Landboforeningen Limfjorden)
Lystfiskerforening for Skive og Omegn
Museum Salling
Repræsentant for Lodsejerne
Skive Idrætssamvirke (SIS)
Skive Byråd (2 medlemmer, hvoraf en er formand for Naturparkrådet)
Claes Fischer – projektleder for Naturpark projektet/Skive Kommune
For en egn i balance
Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig beskytter 3.900 ha varieret natur, herunder morænelandskaber, heder og fjord, hvilket bevarer værdifulde økosystemer og fremmer biodiversitet. Gennem bæredygtig forvaltning sikres pleje og beskyttelse af naturområderne, hvilket gavner det lokale miljø, friluftsliv og turisme samt involverer lokalsamfundet i at skabe forståelse og medansvar.
Kontakt
Skive KommuneTeknik, Miljø & UdviklingClaes Fischer, ProjektlederMail: claf@skivekommune.dkTelefon: 99156809.
Læs mere
Naturparkflyndersoe - Facebook
Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig - (skive.dk)
Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig | Danske Naturparker
Uddybning af de 10 Kriterier for Danske Naturparker (friluftsraadet.dk)